Om vine

Lidt om vinpriser

Vinpriser kan være uigennemskuelige, og det er svært at vide, hvad man egentligt betaler for.

Så her er et tip til, hvad du får, når du køber en flaske til 75 kr.

 

Regn med, at moms og afgifter udgør en en tredjedel – for vinen til 75 kr. er momsen 15 kr. og vinafgiften ca. ni kr. (den samme uanset vinens pris).

 

Sælger importøren over 5.000 flasker om året, kommer der også flaskeafgift – en lille krone pr. flaske.

 

Og kommer vinen fra f.eks. USA, skal der told oveni - også en krone pr. flaske.

Samlet set 25-26 kr. ud af vinens pris på 75 kr.

 

For en vin til 100 kr. ser det således ud: Momsen er 20 kr. og vinafgiften ni kr. Flaskeafgift og evt. told er lig med en krone hver. Ialt ca. 30 kr. = 30 pct. af vinens pris går til afgifter.

 

 

Californiens skovbrande: Giver det røg i vinen?

Mindst 42 mennesker omkom, da store skovbrande i oktober hærgede vinområderne i Napa Valley og Sonoma i Californien. Over 8.000 bygninger som huse, fabrikker m.m. forsvandt i flammerne.

 

Ironisk nok skyldtes brandens dramatiske omfang, at Californien efter flere års tørke havde fået masser af nedbør i 2015-16. Nedbøren havde sat gang i vegetationen, men da første halvdel af 2017 var meget tør og sommeren usædvanlig varm, udviklede store områder sig til en krudttønde.

 

23 vingårde blev ramt. Nogle mistede bygninger, andre måtte også se vinmarkerne forsvinde. Men en del havde faktisk fået høstet i hvert fald de hvide druer og var i gang med at lave vin. Truett-Hurst, som jeg handler med, gik helt fri, men flere af medarbejderne mistede deres huse i brandene.

 

Mens genopbygningen går i gang, regner vingårdene på følgerne og håber på besøg. Oktober og november er højsæson for vinturister, som udgør en pæn del af vingårdenes indtægter, plus hvad turisterne lægger på restauranter og hoteller.

 

Og så er der selvfølgelig vinen. Hvordan bliver årgangen, når ild og røg har påvirket de især røde druer, der ikke var høstet.

 

Især røg er skadeligt. En ting er, at sodrester kan sætte sig på druernes skal. Men værre er, at røgen kan skabe kemiske stoffer indeni druerne. Og de stoffer kan give en røget smag, når vinen gærer, eller når den lagrer i flaske.

 

Man kan ikke vaske druerne for at klare problemet. I stedet sender vingårdene druer afsted til laboratorier, som kan måle, om de kemiske stoffer er tilstede.

 

Så nu venter vingårdene på, hvor slemt det blliver – og om årgang 2017 bliver noget, man helst skal undgå.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den stenede jord i Roussillion holder på solens varme.

Foto © Dom Brial.